Nyheder
Julegaver fra Kløften Festival
28. Nov. 2009
1. december starter julemåneden, og 1. december åbner salget af samtlige billetter til sommerens 30 års jubilæums festival i Kløften.
Kløften Festival kan allerede nu åbne godteposen for de første musikalske godbidder, og der venter jubilæums publikummet en særdeles spændende torsdag aften i Kløften.
Og her er de så, de 3 første navne, der skal være med til at gøre 30 års jubilæums festivalen til en oplevelse af de helt store.
Rygterne har længe været der, spiller de til sommer ?, og kommer de til Kløften ?
Så det er med stor glæde og fornøjelse, at Kløften Festival hermed kan byde velkommen til en vidunderlig torsdag sammen med Dizzy Mizz Lizzy, Sanne Salomonsen og The Storm.
Dizzy Mizz Lizzy
Endelig sker det Dizzy Mizz Lizzy gendannes.
I starten af 90'erne, da uniformen påbød militærstøvler og hullede cowboybukser, var Dizzy Mizz Lizzy et af Danmarks mest populære bands. I 1998 valgte de at gå hver til sit efter kun to album, men nu bliver det igen muligt at opleve trioen sammen på scenen. Bandet har nemlig annonceret i alt fem koncerter, som afvikles i løbet af foråret 2010 i landets største byer.
Historien om Dizzy Mizz Lizzy begyndte med gruppens sejr i musikkonkurrencen DM i Rock i 1993, hvilket banede vejen for debutalbummet året efter. Bandet lagde sig fra starten i kølvandet på forbillederne fra Seattle, og deres kommercielle succes gjorde grunge-rocken til folkeeje. Efter gruppens opløsning tog Tim Christensen hul på en solokarriere, der siden 2000 har kastet i alt tre studiealbum af sig.
Sanne Salomonsen
Jeg’ helt mig selv – jeg´ hel igen og hele verden ligger åben...
”Unico” er det første album fra Sanne Salomonsen siden 2005 og hendes første dansksprogede album i mere end 12 år. Feelingen på ”Unico” gør det på mange måder til en slægtning til Sannes allerstørste succes nogensinde, det ligeledes dansksprogede album ”Sanne” fra 1989. Dengang var der tale om et markant stilskifte og en samling sange skrevet direkte til Sanne Salomonsen – og præcis på samme måde kan man nu hører ”Unico”. Det 13. studiealbum fra en af danskrockens mest markante stemmer gennem tiderne, der nu heldigvis er tilbage for fuld styrke.
Det har krævet kræfter og kamp at komme hertil – og at overvinde efterveerne fra den blodprop i hjernen, der i maj 2006 truede med at sætte en stopper for karrieren. Men Sanne er en overlever af den sjældne og seje slags – og med ”Unico” er hun tilbage ”…for meget, fortryllet, forandret og fornyet/ jeg´ for heldig, forhekset/ stadig her og stadig sexet”.
The Storm
Blot halvandet år efter udgivelsen af en af Danmarks mest kontroversielle plader nogensinde er THE STORM aktuel med sit andet album, der er blevet til som en direkte reaktion på udgivelsen af debuten ”Where The Storm Meets The Ground”, der til dato har solgt 25.000 eksemplarer. Havde det ikke været for den orkan-lignende modtagelse af det første album og den efterfølgende vridemaskine THE STORM konfronterede, var bandets nye album ”Black Luck” næppe blevet til så hurtigt og i samme positive ånd.
Hvad var det i virkeligheden, der betød noget for Pernille Rosendahl og Johan Wohlert, de to hovedpersoner i bandet? Hvad gjorde dem gladest? Det var at spille og skabe musik. I den proces blev omgivelserne lukket ude, alle bånd kappet og den tunge bagage droppet. Musikken stod igen i centrum, og den nyfundne frihed var mere inspirerende, end bandet havde turdet håbe på.
Billetterne kan købes online i hele Danmark hos www.billetten.dk, samt i Haderslev hos Haderslevbilletten,og på Andy’s Bar De Ville i Haderslev Centrum er selveste Andy klar ved taphanerne og billetkassen når det går løs den 1. December.
Kløften Festival forventer at præsentere næste hold navne allerede inden jul.